At indstille sig praktisk til ophold på et misbrugscenter

Som bekendt ved man godt, at det handler om at have den rette indstilling til mange ting, hvis man ønsker en vedvarende forandring til det bedre.

Dette handler blandt andet om, hvis man har et misbrug, som man godt ved, at man måske skal få gjort noget ved, men man kan ikke rigtig få taget sig sammen til at gøre noget ved det, eller man bilder sig selv ind, at man da altid kan gøre en forandring, når man lyster, man gider bare ikke lige nu.

Så ender man måske at indgå i et ophold på et behandlingscenter, fordi man gerne vil gøre dem omkring en glade, fordi man kan se, at de ikke trives ved det misbrug, som man måske mest af alt ser som et lettere overforbrug.

Derfor ender man halvhjertet på et misbrugscenter, hvor man holder op med at misbruge det givne rusmiddel i en periode, og så mener man, at man har bevist, at man godt kan stoppe, når man har lyst; så man tager hjem igen, selvom man reelt ikke er kommet ud af sit misbrug.

Det kan også have noget at gøre med, at man betragter sådan et misbrugscenter som et sted for afstumpede tabere, som ikke har styr på deres liv. Og om man så er indlagt eller i ambulant behandling, så er det ligesom et fængsel måske med fodlænke.

Og ens liv går jo i stå, mens man er i behandling, det har man ikke tid til, selvom man reelt set kan ende med at miste livet, hvis man ikke får gjort noget ved ens misbrug.

Man skal ændre den indstilling og ikke se patienterne der som tabere, men som helte, der er klar på en forandring; og behandlere er der for, at du skal få et godt liv, og de ser heller ikke ned på dig.